torsdag den 13. februar 2014

Deuel High

Hej,

Jeg tænkte at jeg ville skrive et indlæg omkring min skole. Tror ikke jeg har fortalt så meget om hvordan skolen fungerer, men jeg advarer jeg på forhånd, dette indlæg kunne godt gå hen og blive langt og kedeligt.

Som i nok ved hedder min skole Deuel High School, vores maskot er Cardinals, hvilket er en rød fugl, så når vi er til kampe osv. er vi 'The Deuel Cardinals'. Skolens farver er derfor også rød, hvid og sort.

Cardinal
For mig starter skoledagen kl. 7.30, Dean og Shirlyn møder nemlig ind lidt tidligere, hvilket betyder at jeg står op kl. 6.00 om morgenen. Og så er vi jo så utrolig heldige at have den luksus ikke at gå i skole om fredagen - noget jeg virkelig kommer til at svane når jeg kommer hjem! Til gengæld har vi ingen ferier.. De fleste skoler herovre har springbreak, hvilket vi så ikke har. Lidt øv, men altså fik jeg sagt at det virkelig er dejligt ikke at gå i skole om fredagen? 

Når man som elev kommer om morgenen skal man ud i det der hedder 'commons', det er et faktisk forholdsvist lille område hvor der bare er nogle borde, og det er ligesom centrum i skolen, hvorfra gangene går ud. Her skal man så være, man må ikke gå derfra før klokken ringer, der er lærere som står og holder øje med os.
Klokken ringer så kl. 8.00, og alle går til deres lockers, som er de her skabe der er på gangene, ligesom i ser i film. 

Første time starter 8.10 og jeg har Biologi med Mrs. Lundbergh. Som jeg har fortalt før, er dette en af mine ynglings klasser. Mrs. Lundbergh er en finurlig karakter, hun lærer os om ikke kun biologi, men helt sikkert også om livet. Hun har mange rørende historier, og er tit ved at få os alle til at græde. Det lyder underligt, men man kan ikke forestille sig en dame som hende, før man har mødt hende. Så sent som i går fik hun os alle til at fælde en lille tåre, og jeg vil helst sikkert huske mange af hendes pointer i mange år. 
Vi er 8 piger i klassen, alle seniors, så det er super hyggeligt!
Vi har jo også alle de her dyr. Vores små insekter (det hedder en mantis på engelsk, ved ikke hvad det er på dansk?), har vi stadig og fodrer dem et par gange i ugen. Så har vi en skildpadde, rotter (som snart skal have unger), fisk, og de her haletudser, som bliver til kæmpe, gigantiske, tykke, fede dræberfrøer, men heldigvis først når jeg er væk - pyhhh. Vi havde jo også fået en slange, Carl, men han døde desværre for et par uger siden. Dyrene er ikke mine favoritter, jeg har stadig ikke holdt min mantis - de skræmmer mig, og jeg er ret sikker på at jeg heller aldrig kommer til at hverken holde eller røre en rotte, haha :)

Imellem hver klasse har vi så 3 minutter, her skynder man sig til sit locker, finder sine nye bøger, og så tilbage til den næste time. Hver klasse er 50 minutter. 

2nd period er så American Literature - altså ligesom dansk, bare på engelsk ik'? Her har jeg Ms. Eggers. Huner en rigtig rar dame, som aldrig skælder ud. Vi har den tykkeste lit-bog ever! For det meste læser vi om en forfatter, skriver 5 noter om ham/hende, læser en af hans/hendes værker, og svarer på nogle spørgsmål. 
Der er ikke rigtig gruppe-arbejde ligesom jeg er vandt til hjemmefra, og når vi retter går læreren igennem det, og jeg føler at der her er mere ét rigtigt svar, hvor i DK eleverne diskutere svarene. 
Men det er en meget god klasse, ikke så frygtelig svær, Ms. Eggers elsker mig, og jeg har en god karakter, såååå :)

Så er det tid til American History = hadeklasse. Vi har Mr. Rosdahl, og han er sådan ok nedern! I starten af skoleåret havde jeg det ikke så let i denne klasse, men jeg er kommet godt efter det nu. Og og og, lige lidt blær, den anden dag var jeg den eneste som bestod vores quiz, og derfor skulle jeg som den eneste ikke aflevere et langt essay - yay :)

Både Lit. og historie har jeg med Juniors. Eller det vil så sige den trælse gruppe juniors, nogle af dem snakker jeg med, men det er så bare lige alle dem som ikke er i mine klasser. De juniors som jeg har time med, er næsten alle drengene - utrolig umodne drenge! Det er som at gå i 6. klasse igen, men okay..

4th hour er det som hedder homeroom. Denne 'klasse' er kun 40 min. lang, og her har du bare tid til at sidde og lave lektier. Jeg har min homeroom i Shirlyns klasseværelse.

Det er jo også noget andet her. Hver lærer har sit eget rum, så det er eleverne der går rundt i stedet for dem. Det betyder at de har billeder af deres familie osv. i deres klasseværelser, hvilket for mig virker lidt akavet..

Og så er det endelig lunch! Vi har dette ene frikvarter på hele dagen, så når man kommer fra at have frikvarter mellem alle timerne, er det lidt mærkeligt, og i starten ville min mave altså have mad tidligere, men nu har jeg vænnet mig til det, haha. 
Lunch er fra 11.30 til 12.05. Jeg har selv min madpakke med, og jeg sidder derfor ude i 'commons' og spiser. Her har vi seks borde. Ved et bord sidder jeg med de andre 4 senior piger, der er et bord med Juniors, et med Sophomores, og ved de andre borde er det lidt blandet. Freshmans står op bagved alle bordene, alle drengene står op ad væggen foran bordene, og så er der en væg hvor alle de lidt spøjse mennesker hænger ud. 
De som får mad på skolen er i et andet rum, som er ligesom en kantine, med borde-bænke osv. 
Også i Lunch må man ikke gå på gangene, og igen er der altid et par lærere der står og holder øje med os alle. 

Efter lunch har jeg spansk, her er det Shirlyn som underviser. I spansk er det mest sophomores, og det passer mig fint, for de er rigtig søde (de fleste af dem), jeg har det bl.a. med Aavrie. 
Spansk er jo lidt ligesom i DK, det er også deres andet år, så niveauet passer mig godt. Dog lærer vi lidt mere komplicerede ting i DK og skal også snakke/skrive mere på spansk, hvor vi her lærer mange enkelt ord, men ikke så tit bliver nødt til at lave lange sætninger osv. 
Vi har lige lavet et video-projekt, som gik ud på at lave et fashion show, da vi har haft om påklædning osv. Vi skulle så vælge et tema, og min gruppe havde valgt helligdage, og jeg var så påske :) I kan muligvis se videoerne her: 

Efter spansk er det Algebra 2. Her har jeg Ms. Hanten, som er en meget ung lærer, som kom direkte fra college sidste år, hun gik i klasse med Brice. Hun underviser mig ikke som sådan, da hun har en anden klasse denne time. Jeg er bare i klasseværelset, og hun fortæller mig hvad jeg skal lave. Så har jeg en bog og skal lære mig selv tingene, men det går faktisk helt fint. 
Bagefter har jeg så studyhall, også med Ms. Hanten, så hvis jeg har brug for hjælp, kan hun hjælpe mig her. Studyhall er nemlig igen bare en time hvor jeg kan lave lektier. 

Og så slutter jeg dagen af på den bedst tænkelige måde, nemlig Pottery med Mrs. Miller. Pottery er hvor vi laver ler ting. Mrs. Miller er rigtig sød og sjov, og meget hjælpsommelig. Og så har jeg klassen med Aavrie, vi har det altid rigtig sjovt/hyggeligt sammen i denne klasse. Der er ikke så meget andet at sige end at det er min favorit klasse! Skoledagen er så slut kl. 15.40
Når timen er slut bliver jeg der dog tit lidt længere og arbejder videre eller bare snakker med Mrs. Miller. Dean og Shirlyn bliver nemlig nødt til at blive på skolen indtil kl. 16.00, men den er ofte 16.30-17.00 inden vi kan tage afsted.

Det var så ca. sådan min skoledag forløber. Jeg nyder at gå i skole her! Skolen er meget anderledes, og jeg håber i har fået et lidt bedre indblik i den nu.. Jeg skal nok tage billeder af skolen en gang inden jeg tager hjem - det lover jeg!

To gange i ugen har pigerne så basketball-kamp, men nu har vi kun 6 tilbage, og det er helt trist, for hvor har jeg egentlig nydt at være med! Vi har det sjovt i bussen, og selvom Varsity holdet er ikke særlig godt i år, og ikke har vundet endnu, så er det nu meget sjovt at se dem spille. Og jeg tror jeg kommer til at savne det når sæsonen slutter! Det eneste er at når vi har kamp væk hjemmefra (hvilket det for det meste er), så er vi ikke hjemme før 10-11 om aftenen, og så er der ofte stadig lektier, men jeg klarer den :)

Og så lige lidt om sidste weekend: Vi havde kamp fredag. Lørdag tog jeg med Kali og Shantel til en anden kamp i Watertown, det var meget sjovt at se, fordi de er en kæmpe stor skole, og har et stort gym med mange forskellige skærme osv. Bagefter tog vi på Cherryberry, som er et super godt frozen yoghurt sted - det samme som is stort set! Det var rigtig godt.. Og så hang vi bare lidt ud hos Shantel :)

Hvis jeg ender med at lave noget spændende denne weekend skal jeg nok skrive et andet indlæg.. Dette blev langt og kedeligt, og her mod enden er der højst sandsynligt ingen kommaer el.l., men jeg er træt, haha :) 

KNUS  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar